Hvem er vi…


Fontænehusene Danmark er en fond, som blev stiftet i 1999. Fonden har til formål at støtte mennesker med psykiske lidelser til at komme sig og opnå en værdig tilværelse i samfundet. Det sker ved at styrke deres selvværd, praktiske kunnen, ansvarlighed og sociale færdigheder gennem et arbejds orienteret dagsprogram og via uddannelse og støtte til at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.

Et Fontænehus er et rehabiliteringscenter. Det er ikke en traditionel behandlings institution, men et arbejdssted, hvor ligeværdighed, åbenhed og omsorg er i højsædet. Modellen tager udgangspunkt i, at trivsel og vækst fremmes af, at den enkelte oplever at være ventet, at være ønsket og at være nødvendig.

Fountain House modellen – eller klubhusmodellen, som den kaldes i Danmark, anvender en særlig terminologi; man er medlem – i modsætning til at være patient eller klient – understreger, at det er noget man som borger selv har valgt. Det er frivilligt at komme i et Fontænehus, og når man er der, er man medlem med rettigheder og pligter som i enhver anden forening eller klub.