På Fontænehusenes næste Landsmøde i Svendborg den 17. – 18. maj er temaet ”vores platform i samfundet”. Asger Søndergård vil være oplægsholder i en workshop omhandlende netop dette emne.
Klubhusmodellen er skabt for alle, der har brug for en rehabilitering efter alvorlige psykiske vanskeligheder. Alle, uanset køn, alder, etnicitet eller forsørgelsesgrundlag.
Klubhusmodellen skelner ikke. Men det gør lovgivningen.
Klubhusmodellen giver tilbud om et miljø, hvori det enkelte medlems arbejde med at komme sig får de bedst mulige vækstbetingelser. På basis af frivillighed, naturligvis, og på basis af, at processen tager den tid, den tager.
De muligheder gives kun medlemmer, der har fået bevilget pension.
Klubhusmodellen er et tilbud om deltagelse i et udviklende arbejdsfællesskab, der giver mulighed for læring og træning af sociale og faglige kompetencer, for udvidelse af den personlige horisont og for at være med i en ansvarstagende virksomhedskultur.
Lad os sige, at et klubhus er en virksomhed. Ikke en institution, ikke et dagcenter, men en virksomhed.
En virksomhed, der ikke producerer for andre og ikke skal skabe profit til ejerne, men som medlemmerne skal profitere af. Et klubhus skal skabe overskud på medlemmernes mentale konto, skal skabe en positiv balance, så den enkelte kan investere i at åbne sine kompetencer for verden og sætte dem i spil i forhold til uddannelse, arbejde og privatliv.
Sådan tolker jeg ånd og bogstav i standarderne.
Men lovgivningen spænder ben for meget. Nu har pensionisterne en grundlæggende forsørgelse på plads og skal således ikke frygte for dagen og vejen.
Kontanthjælps- og sygedagpengemodtagere derimod er underlagt helt andre vilkår.
Deres forsørgelse er midlertidig og kun sikker, hvis de underlægger sig en række krav.
I beskæftigelseslovgivningen skelnes ikke mellem arten af vanskeligheder hos borgerne, men kun af tyngden. Man inddeles i matchgrupper. 1,2 og 3, hvor 3 udgøres af de borgere, der har de største og tungeste problemer udover ledighed.
Alle skal i aktivering. Et klubhus er et glimrende sted at være aktiv. På de betingelser, som jeg ovenfor har beskrevet. Og for klubhusets målgruppe.
Men sådan spiller klaveret ikke, når man ikke har en pension. For så skal man møde op 25 timer om ugen (÷ frivillighed), så skal klubhuset indrapportere fravær til jobcentret, som kan vælge at straffe med tilbageholdelse af kontanthjælpen. Og aktiveringen varer kun en afmålt tid.
For at bevare præmissen om, at alle uanset forsørgelsesgrundlag skal have adgang til et klubhus, fordrer det således, at klubhuset for det første har et driftsgrundlag efter Serviceloven, der finansierer et aktivitets- og samværstilbud til pensionister.
Dernæst kræver det, at klubhuset har en aftale om aktivering af kontanthjælps- og/eller sygedagpengemodtagere, således at disse efter endt aktivering kan fortsætte med at bruge huset under aktivitets- og samværstilbuddets finansielle paraply.
Men det sikrer alligevel ikke alle adgang, for mange kommuner har udliciteret beskæftigelsesindsatsen til private aktører, og det fordrer dermed, at klubhuset skal deltage i udbudsrunder og skal konkurrere sig til en rammeaftale (÷ rammeaftale = ÷ kontanthjælps- eller sygedagpengemodtagere i klubhuset).
Har klubhuset så endelig fået en rammeaftale, tårner et nyt problem sig op.
Mange kommuner følger nemlig beskæftigelseslovgivningens manglende skelnen mellem arten af borgernes problemer, og forholder sig kun til tyngden (matchgruppeinddelingen). Og det er Jobcentret, der visiterer, ikke klubhuset.
Dermed kan klubhuset risikere dels at modtage borgere, der slet ikke har lyst til at blive medlemmer. og borgere, der slet ikke har alvorlige psykiske vanskeligheder, men helt andre alvorlige vanskeligheder.
Så på det daglige praktiske plan er der mange barrierer, der skal overvindes.
Ser vi de senere års politiske tendenser fortsat, hvilket meget tyder på vil blive tilfældet uanset regeringens farve, er det kun et spørgsmål om tid, før også Servicelovens dagtilbud konkurrenceudsættes.
Og så bliver det igen dem med den laveste pris, der løber af med sejren.
I København arbejder vi ihærdigt for, at kommunen undtager borgere med alvorlige psykiske vanskeligheder fra udbud på beskæftigelsesområdet og i stedet, i samarbejde med socialforvaltningen og sundhedsforvaltningen etablerer offentlige/private partnerskaber med det formål at skabe helhed i de sociale og beskæftigelsesrettede tilbud for psykisk syge. Det vil spare en masse bureaukrati og gøre indsatsen betydelig mere kvalificeret og resultaterne meget bedre for borgeren.
Det er en kamp, alle klubhuse bør tage med deres kommuner.
Og så er der måletyranniet. New Public Management er nu indfaset for fuld skrue, i hvert fald i København.
I regi af socialforvaltningen skal der nu måles på ”Match, Flow og Beskæftigelse”.
Lad mig bare nøjes med at beskrive begrebet Match. Det betyder, at borgeren skal matche tilbuddet og tilbuddet skal matche borgeren. Altså at den meget dårlige skal henvises til et tilbud uden særlige krav og forventninger, mens den, der er kommet længere i sin recoveryproces skal benytte et tilbud, der er gearet til at møde de ressourcer.
Men et klubhus er et tilbud til alle borgere med sindslidelser, uanset deres aktuelle dagsform. Det er netop kernen ved et klubhus, at medlemmet kan starte som meget dårlig men efterhånden opdage, at der indtræffer bedring i tilstanden, blandt andet ved at erfare, at man kan mere end man troede, og at ens personlige, sociale og faglige ressourcer langsomt vokser gennem fællesskabet i klubhuset for til sidst at resultere i, at man er parat til at prøve kræfter med et egentligt arbejde.
Som det er tænkt, skal borgeren i stedet, i takt med at få det bedre, i stedet skifte aktør og starte et nyt sted, hvor opbygningen af relationer så kan starte forfra.
Det er ikke ”the clubhouse way of doing”.
Dette matchbegreb skal I øvrigt måles på et såkaldt forandringskompas, der på en lang række områder skal registrere fremgangen hos den enkelte borger ved hjælp af en række spørgsmål om alt mellem himmel og jord, der skal besvares ved afkrydsning på en skala fra 1-10.
Det er heller ikke vores kop te. Vi opbygger relationer mellem medlemmer og medarbejdere. Og mennesker, der har gode relationer til hinanden, sidder ikke og måler alverdens ting på hinanden. Det svarer til, at kolleger på en almindelig arbejdsplads skal sidde og måle hinandens meget private vaner og levevis.
Det er ikke ”the clubhouse way of doing”.
Så konsekvensen af alle disse konditioner kan blive, at klubhusmodellen i dens originale aftapning fremover forbeholdes borgere med førtidspension, mens borgere på anden forsørgelse må tage til takke med andre tilbud, medmindre den kommende pensionsreform vil vise sig at åbne andre muligheder i forbindelse med etableringen af de foreslåede 4-årige ”udviklingsforløb” for unge under 40 år.
Her kan man savne, at Landsfonden ikke tidligere er gået ind og været aktiv og synlig i den politiske debat.
Det mener jeg, der er et stort behov for nu, så den kan være med til at påvirke udformningen af de forestående lovændringer til glæde og gavn for medlemmerne.
Asger Søndergård
forstander, Fountain House, København